Fysioterapeuten har været på besøg

Fysioterapeuten har været på besøg

12. april 2020 0 Af admin

Sanne er lige så stille kommet igang igen efter sin folin for ca. 1 1/2 måned siden og jeg føler ikke helt er helt ok, hun er lidt stram, bakker lidt af og krydsgallopere en del, som nogen af jer nok har set på videoen på instagram.

Derfor ringede jeg efter Hestefysioterapeut Louise Tjell Lambertsen, som siger følgende om hende:

Jeg har set hoppen Sanne, der folede for ca. 5 uger siden.
Sanne er så småt påbegyndt træning.
Trine ønskede at få et fysioterapeutisk tjek, da Sanne har holdt pause pga. drægtighed og foling, men også har svært ved at holde en rentaktet galop, og ofte slår over i krydsgalop.

Når jeg ser en hoppe som Sanne, har jeg selvfølgelig den nylige foling og drægtighed i baghovedet.
Når en hoppe er drægtig ændres kropsholdningen gradvist, i takt føllets vækst. Særligt mavemusklerne er under stort pres og lænderyggen skal bære en større byrde end normalt. Ydermere vil bækkenet skulle blødgøre sig – bækkenbåndene bliver mere afslappede, så folingen kan foregå.
Alt dette sker helt naturligt, men er en belastning for hoppens krop, og der vil derfor være en risiko for fysiske følger derefter. Og netop overlinje/lænderyg og mavemuskulatur, er jo ganske væsentligt fungerer korrekt ved vores rideheste.
Derfor er det også rigtig fornuftigt at gøre som Trine, og få hoppen tjekket fysioterapeutisk, så hun hurtigst muligt kan fungere optimalt igen.

Sanne står i dag i fin huld, med et stort, og kækt hingsteføl ved siden.
Sanne er en ung hoppe (4 år), der var i fin form forud for ifoling, og også et pænt stykke ind i drægtigheden, hvilket kun er en fordel for hende i forhold til foling og når træningen igen skal genoptages.
Både ifoling, drægtighed og foling er foregået ukompliceret.
Som en del af min bevægelsesanalyse observerer jeg altid hesten i en longe, uden udstyr, da jeg derved får mange informationer om hestens bevægelsesmønster, uden udefra kommende påvirkninger.
Mange ryttere ser sjældent deres heste i en longe, uden udstyr, hvilket jeg faktisk vil opfordre jer til at gøre jævnligt! Det kan være vanskeligt for rytteren at mærke små ændringer i hestens bevægelsesmønster, når de sidder oppe på hesten. Derved vil man kunne spotte mange småændringer inden en egentlig skade opstår.
Under bevægelse i longe i dag, er det nemlig tydeligt at Sanne ikke fungerer korrekt, hun takter ikke rent, og i overlinjen mangler hun bevægelse og smidighed, særligt i lænderyg og kryds/korsled.

Ved manuel undersøgelse, finder jeg nedsat bevægelighed i samme område, og en hel del spændinger.
Hun kompenserer også ganske meget ved reflekstest. Sanne fremstår svag i sin lænd, og skal derfor bygges op igen.
Det er væsentligt at dette korrigeres hurtigst muligt, for Sannes fysiske velbefindende og for at hun igen kan fungere optimalt som ridehest.

Hun behandles fysioterapeutisk, med fokus på at løsne op på de spændinger/låsninger hun har, for dermed at muliggøre et korrekt bevægelsesmønster, i forhold til overlinje/kryds og mavemuskulatur.
Sanne responderer godt på behandlingen, og bevægeligheden bedres markant.
Hun skal holdes let i gang de næste dage med gåtur, og derefter tjekkes i longe igen. Hun skal have en opfølgende behandling, hvorefter hun formentlig er klar til at fortsætte sin (gen-)optræning.

Jeg er mega glad for at jeg ringede efter Louise og jeg har tjekket Sanne i longen, hvor der er klar bedring men hun er stadig ikke 100%, dog trækker hun nu selv meget mere fremad og virker mere tilpas med at bevæge sig, så vi er helt klart på rette vej og glæder os til at se Louise igen snart.